Sidst vi besøgte ASA vandt vi 11-1 efter at være foran 8-0 ved
pausen. Men med de mange skadesproblemer vi er ramt af lige nu, var
der ingen ambitioner om at gentage den bedrift fra 2024. Kampen her
til aften skulle dog også vise sig at få en helt anden
karakter.
Om det var overmod som resulterede i en tilbagelænet og sløj
start på kampen, eller om det var formationen vi startede i (4-4-2)
der krævede ekstra tilvending, vil jeg lade være usagt, men uanset
årsagen, så har vi ikke spillet en mere horribel 1. halvleg, siden
2022. Hjemmeholdet slog alle vores forsøg på at spille bolden frem
ad banen ned, bl.a. ved at opsnappe et uhørt stort antal dårlige
afleveringer. Deres bolderobringer blev omsat til angreb og farlige
afslutninger. Heldigvis havde vi en god sidste skanse i
Anders "Anke" Rasmussen tilbage i målet, efter
længere tids skade.
ASA skulle dog ikke bruge mere end 5 minutter, før de fik omsat
en opsnappet aflevering til en 1-mod-1 situation med
"Anke". Chancen blev sikkert omsat til scoring, og
vi var højst uventet kommet bagud1-0. I
det hele taget var det kun ASA der var farlige på den sidste
tredjedel de første 10 minutter, hvor de kom frem til flere
kvalificerede afslutninger.
Vi havde en kæmpe chance for at få udlignet efter 12 minutter,
da vi endelig lykkes med at sammensætte et etableret angreb på
venstrekanten. En tværbold ind i feltet fik lov til at passere til
bagerste stolpe, hvor debutant Lasse Kjeldmand
sparkede bolden overmål. En chance der umiddelbart virkede nemmere
at score på, end at brænde. Jesper Søndergaard
havde også en god chance midt i halvlegen, men hans afslutning
endte i sidenettet.
Med 2 minutter tilbage af 1. halvleg var ASA tæt på at fordoble
føringen. En omstilling førte til en stor chance, som
"Anke" fik fingerspidserne på, så bolden ramte
stolpen og sprang ud i åbent spil, Her lykkedes det os at få tcklet
riposten ud til hjørnespark.
Fra 2. halvlegs start skiftede vi tilbage til den mere velkendte
3-5-2 formation, og det så ud til at virke meget bedre. Der var en
bedre omgang med bolden, og vi havde flere korte- og mellemlange
afleveringer der endte hos en medspiller. 5 minutter inde i
halvlegen fik vi udlignet til1-1, da
Martin Bøjer sparkede hjørnespark i højre side, og
Lasse Kjeldmand fik sat pandebrasken på bolden ved
forreste stolpe, og headede bolden flot i nettet.
20 minutter inde i halvlegen kom forløsningen med scoringe til
1-2. Utrættelige Mikkel
Mathiasen tacklede sig i gennem forsvar og målmand, og fra
baglinjen fandt han en fri Kim Rafn foran mål, som
nemt kunne prikke bolden ind i et tomt mål. Hjemmeholdet appelerede
for offside, men Kim var tydelig bag Mikkel da afleveringen
faldt.
Kampen var en roddet affære, men ikke hårdt spillet. Der var
nogle enkelte episoder hvor begge hold kunne have fået gule kort
for nogle forseelser dommeren dog talte ned. Efter 60 minutters
spil kunne han dog ikke retfærdiggøre at holde kortet i lommen, da
Peder Soelberg blev nedlagt af en håbløs eftertackling. Minuttet
efter fik dommeren udlignet balancen mellem de to hold, da
Michael "Mik Mak" Krattet fik gult for et kluntet
frispark.
Vi havde et par chancer til at lukke kampen mod slutningen, men
ubeslutsomhed og godt målmandsspil ef hjemmeholdets keeper holdt
vores total på 2 mål. I den anden ende fik ASA en gylden mulighed
for at få 1 point med fra kampen, da de blev tilkendt et lidt tyndt
straffespark. Heldigvis var sparket ikke perfekt udført, og
"Anke" reddede på overbevisende vis sparket. Vi
kunne dermed gå fra kampen mod kredsens bundhold, med en smal 1-2
sejr, og dermed bryde stimen af nederlag. Det var ikke kønt, men
det var 3 points på bogen, og de tæller lige meget, uanset hvordan
det blev sikret.
Kampen spiller blev Anders "Anke" Rasmussen med 7 stemmer. De
øvrige stemmer gik til Martin Bøjer, Mikkel Mathiasen og Lasse
Kjeldmand, som alle fik 2 stemmer hver.
Truppen mod ASA:
"Anke"
Walls - Larsen - Andersen - "Mik Mak"
Kjeldmand - Mathiasen - Soelberg - Bøjer
Kim Rafn - Søndergaard
Bænken:
Mylius
Manden med planen:
"Store"