Voldsom sygdomsepidemi svækkede holdet inden kamp mod tophold

Inden aftenens udekamp mod rækkens suveræne tophold, blev truppen voldsomt svækket da Jesper Brandi og Martin Bille begge måtte melde afbud pga den drilske sygdom Snotnæse. Også på sidelinjen var vi svækket inden kampen, da holdets tidligere succestræner Kaspar "Kalle" Knudsen  gjorde sig bemærket med sit fravær til denne vigtige kamp, selvom han til dagligt er bosiddende i netop Beder hvor kampen blev spillet. Det var altså ikke den bedste optakt til kampen mod rækkens førerhold, som inden kampen havde maksimumpoints fra deres første fire kampe. 

 

Fra kampens start var det sværts at se hvilket af de to hold der var suverænt i spidsen af tabellen og hvem der rodede rundt i midten af tabellen. Vi havde kampen 100% under kontrol i kampens indledning, med hurtig boldomgang og fantastiske gennemspillede angreb over kanterne. BMI virkede i flere situationer som rene statister til den velgørende fodboldopvisning. Inden for de første 10 minutter havde vi ikke færre end 5 afslutninger mod mål, hvoraf 3 krævede redninger fra målmanden, som generelt havde en meget travl aften.

 

Efter 13 minutters spil lykkedes det at få bolden i nettet, bag en ellers velspillende målmand. På en hurtig omstilling kom Peder Soelberg fri på højrekanten og hans flade indlæg fandt Morten Bang fri på kanten af feltet. Med en sikker førsteberøring fik Bang lagt bolden tilrette for hans venstreben og han scorede sikkert til 0-1. Der var på dette tidspunkt nærmest kun ét hold på banen, og de få gange BMI kom i angreb, så var det kun med 1 eller 2 mand, hvilket var meget nemt for forsvaret at lukke ned. BMI's forsøg på at kombinere sig op ad banen blev oftest bremset allerede inden midterlinjen, og vi kunne dermed holde et meget højt tryk på hjemmeholdet i denne fase af kampen.

 

Resten af halvlegen blev spillet på vores præmisser, hvor vores høje pres gav os et hav af chancer, som vi stadig ikke helt forstår ikke kastede mere end det ene mål af sig. Samlet set havde vi 14 afslutninger i første halvleg, hvor halvdelen af dem var inden for målrammen. Vi måtte dog nøjes med at tage en 1-måls føring med til pausen.

 

Anden halvleg startede vi også bedst, men BMI begyndte at skubbe flere folk frem ad banen og dermed lægge et tungere pres på vores opspil. I stedet for at angribe med bare én eller to spillere som i første halvleg, kastede de nu fire eller fem mand frem i feltet når de kom frem ad banen. Vi fik derfor mindre plads at spille på, og måtte i stedet spille på hurtige omstillinger med lange bolde frem mod Morten Bang og Kim Rafn.

 

Efter 53 minutters spil gav netop sådan en omstilling gevinst. Christopher "Dolfi" Eis fik bolden på højrekanten og fra egen banehalvdel sendte han Morten Bang i dybden med en præcis stikning. Bang gik direkte mod mål, og selvom han blev tacklet i afslutningsøjeblikket, fik han stadig presset bolden forbi målmanden til 0-2. Det var Bangs sæsonscoring nummer 24 i 18 kampe, og han er nu kun to mål fra at tangere Jacob Hansens rekord på 26 sæsontræffere. Bang har to kampe mod rækkens bundhold til at nå og slå rekorden, der er dateret helt tilbage til 2009.

 

Morten Bang har i sandhed scoret mange mål denne sæson, men han er også begyndt at trække gule kort til sig. Inden denne sæson havde han blot ét gult kort i 50 kampe, men efter 55 minutters spil begik han et frispark som blev takseret til gult kort, hvilket var hans fjerde i denne sæson. Det var ikke fordi frisparket som sådan var til gulr kort, men efter en tidligere verbalt udveksling med dommeren, havde han fået sit navn noteret i den sorte bog, og dommeren ventede bare på en mulighed for at veksle henstillingen til et kort. Omend alt er, så skulle vi forsøge at forsvare føringen med en mand i undertal de næste 10 minutter.

 

Vi har i denne sæson indkasseret 18 gule kort, og har derfor rigelig erfaring i at spille i undertal. Faktisk er vi ret gode til det, og vi holdt da også BMI fra de helt store chancer i perioden. De fik dog bragt lidt spænding tilbage i kampen efter 67 minutter, da de efter en dødboldsituation fik headed bolden i nettet til 1-2. Her fra var det ren overlevelse for os. De sidste 3 minutter blev stort set spillet rundt om og inde i vores straffesparksfelt. To gange inden for det sidste minut fik BMI frispark på kanten af feltet, men heldigvis blev ingen af forsøgende helt farlige, og vi kunne strække armene i vejret efter slutfløjt. En overraskende men absolut velfortjent sejr på 1-2 ude over topholdet var en kendsgerning, og vi har nu skabt ny spænding i toppen af rækken, hvor kun 3 points skiller de første fire hold. Med bare to kampe tilbage af sæsonen kan alt ske, så vi har ikke opgivet mesterskabet helt endnu.

 

Det var svært at vælge kampens bedste spiller, efter en kamp hvor alle gav sig 100% og havde stor andel i det flotte resultat. Med 5 stemmer faldt valget dog på Kasper "Poppe" Jarlhede Andersen, efter en energisk arbejdsindsats som bølgebryder på midtbanen. De øvrige stemmer gik til Klaus Rafn med 3 stemmer, Simon Schiølin og Jesper "Smørhånd" Kjærskov fik 2 stemmer hver, mens Peder Soelberg og Michael "Mik Mak" Krattet hver fik 1 stemme.

 

Kampens detalje stod Simon Schiølin og Jesper "Smørhånd" Kjærskov for mod slutningen af kampen. I en situation hvor vi havde prøvet at holde fast i bolden på et meget lille område langt nede på egen banehalvdel, virkede det som om Simon ikke stolede nok på sit venstreben til at cleare bolden, og da han ikke kunne få den over til sit højreben, valgte han i stedet at lægge bolden tilbage til "Smørhånd" i målet. "Smørhånd" har dog slet ingen tillid til sit venstreben, og lod derfor bolden trille så den kunne komme over til højrefoden og blive clearet helt ud af zonen. Han havde dog ikke opdaget at han nærmest allerede stod på baglinjen, og bolden trillede derfor ud over linjen til hjørnespark i stedet for at blive clearet. En meget pudsig situation som vi grinte meget af bagefter.  

 

Vi har nu bare to kampe tilbage - begge på hjemmebane og begge mod rækkens absolutte bundhold. Med bare 3 points til 1. pladsen og det klart letteste program af alle topholdene, så tør man godt drømme om Champions League næste sæson.

 

Truppen mod BMI:

"Smørhånd" - "Mini", Klaus Rafn, Schiølin, "Mik Mak" - "Usche", "Poppe", Lybye, Soelberg - Bang Kim Rafn

 

Bænken: Salling-Thomsen, "Dolfi"

Sponsorer
Hummel
Sportigan
Boshop

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor