Det var Kredsmester mod Kredsmester der tørnede sammen på E.
Trasborg Park i Hinnerup her til aften. Aabyhøj vandt kredsen vi
netop er rykket op i, mens vi vandt kredsen lige under i
hierarkiet. Gæsterne stillede med to gamle Superligaprofiler i form
af Dennis Siim og Gregers Ulrich, mens vi have vores egen
Superligaspiller i tidligere AGF og AC Horsens målmand
Anders "Anke" Rasmussen på venstre midtbane.
Historisk set har vi haft et ganske godt tag i Aabyhøj, som vi
har 3 sejre i 3 kampe mod, inden aftenens kamp. At dømme efter
spillet i 1. halvleg, så var det ikke det faktum der fyldte mest i
spillernes hoveder. Det så mere ud som om de prominente navne og at
de er forsvarende kredsmestre, udløste unødig stor respekt for
gæsterne, og vi spillede langt under standard, med undtagelse af
ganske få glimt af strålende angrebsspil.
Efter 19 minutters spil viste vi tænder for første gang, da vi
med hurtige førstegangsafleveringer, fik etableret et angreb over
venstrekanten. På indlægget stod Anders "Anke"
Rasmussen klar til at afslutte, men hans first-timer strøg
lige over mål. Minuttet efter brød Kim Rafn
igennem, og fandt sig i en 1-mod-1 situation med målmanden. Der var
mange mulige afslutningsmuligheder i situationen, men
Kim fik træf på bolden med vristen, og styrede
bolden forbi både målmand og mål.
Vi var blevet advaret tidligere i halvlegen, om gæsternes
hurtige omstillinger og lyst til at skyde på mål fra alle mulige
afstande. Efter 24 minutters spil blev vi overspillet på midten af
banen, og en dyb aflevering sendte en angriber alene mod mål. Hvad
dommeren ikke så, var at selvsamme angriber var en fuld meter
offside da afleveringen faldt. Ikke desto mindre fik han afsluttet
og scoret til 0-1, trods målmand
Jesper "Smørhånd" Kjærskovs ihærdige forsøg på at
presse en dårlig afslutning ud af Aabyhøj-manden. 2 minutter senere
var den gal igen, og gæsterne fik alt for nemt scoret til
0-2.
En rædselsafslutningen på halvlegen blev fuldendt med målet til
0-3, bare 2 minutter fra pausefløjtet. En
af gæsternes midterbanespillere fik plads til at føre bolden op
gennem midten af banen, og fra ca. 25 meters afstand sparkede han
på mål. Sparket var hverken voldsom hårdt eller yderligt placeret -
faktisk var det lige midt i målet, i en højde der gjorde det muligt
at gribe bolden, uden de store problemer.
"Smørhånd", som var en smule ude af balance,
forsøgte i stedet at slå bolden over mål med en flad hånd. Han var
dog for langt ude af sit mål til at det lykkes, men slaget var også
så dårligt udført, at der slet ikke kom højde på paraden, så bolden
i stedet sejlede i mål bag ham.
Det var hårdt at gå til pause, efter at have inkasseret 3 bløde
mål på under 10 minutter, i en rodet, men jævnbyrdig 1. halvleg.
Til gengæld var alle opsatte på at der skulle andre boller på
suppen i 2. halvleg, og gerne med et par hurtige scoringer til at
gøre kampen resultatmæssig tæt igen.
Efter bare 2 minutters spil af 2. halvleg, fik vi en kæmpe
chance for at hente ét mål på gæsternes føring, da vi fik tilkendt
straffespark. Som en ekstra bonus, fik gæsterne sendt en mand på
sidelinjen i 10 minutter med et gult kort, for at brokke sig over
det lidt tvivlsomme straffespark. "Smørhånd", som
har været usvigelig sikker på de 5 straffespark han indtil videre
har fået lov at sparke, tog den lange tur fra eget målfelt, for at
ansvar for sparket. Hvis han kunne omsætte straffesparket til mål,
ville han bringe sig alene i spidsen på topscorerlisten for
sæsonen. Om det var det der gik gennem hovedet på ham, da han lagde
an til at sparke, vides ikke, men i mål kom bolden i hvert fald
ikke. Den blev sparket højt og bredt forbi mål. Dermed må han nok
sande, at hans tid som straffesparksskytte er passé.
Minuttet efter det brændte straffespark fik vi endnu en kæmpe
chance for at reducere gæsternes føring. Et hårdt og fladt indlæg
fra venstrekanten, fandt vej ind til kanten af det lille felt, hvor
ikke mindre end tre af vores spillere stod klar til at sparke
bolden i nettet. Det krævede blot et bred inderside at dirigere
bolden mod mål, men alle tre lykkedes med at sparke forbi bolden,
og chancen løb ud i sandet. Vi havde startet halvlegen med at
presse gæsterne langt tilbage på banen, og ovenstående to chancer
blev fuldt op af endnu en, bare 1 minut efter den foregående. En
kort hjørnesparkskombination gav Morten Bang plads
til at søge ind i feltet og få afsluttet. Hans hårde spark suste
dog snert fordi den fjerneste stolpe.
Det virkede som om Aabyhøjs mål i 2.halvleg var forhekset. Vi
vadede i chancer fra halvlegens start, men ind ville bolden ikke. 7
minutter inde i halvlegen sendte Christian
Hagelqvist et indlæg ind på kanten af feltet, hvor
Peder Soelberg kom først på bolden, og headede den
ned i fødderne på Kim Rafn. Kim
fik sig retvendt mod mål og afsluttet på den store chance. Skuddet
var dog lige på målmanden, som dog ikke kunne holde afslutningen,
og på riposten fik Kim bedre træf på bolden, og
fik endelig scoret og reduceret til 1-3. Efter scoringen
resulterede en mindre batalje mellem Jesper "Mini"
Lauridsen og gæsternes målmand i et gult kort til dem
begge. "Mini" tog bolden ud af hænderne på
målmanden, som tydeligvis ikke havde travlt med at få bolden til
midten, så vi kunne spille videre. Det fik målmanden til at tabe
hovedet, og han sparkede benene væk under "Mini".
Målmandens gule kort og 10 minutter på sidelinjen var der ikke
noget at sige til, men vi var dog en anelse forundrede over hvordan
"Mini" havde gjort sig fortjent til sit gule
kort.
Vores dominans i 2. halvleg forsatte indtil godt 10 minutter før
tid. Vi havde haft endnu et par gyldne muligheder for at få
reduceret yderligere. "Anke" sparkede forbi et perfekt indlæg efter
48 minutter, hvor han havde haft masser af tid til at vælge et
velplaceret hovedstød i stedet. Helflugteren blev dog aldrig
eksekveret, og chancen forsvandt. EFter 57 minutter tog Morten Bang
chancen fra 20 meters afstand. Afslutningen havde høj kvalitet, men
det havde gæsternes målmand også i situationen, og han parerede
bolden forbi mål. Herefter fik Aabyhøj også spillet sig frem til at
par rigtig gode muligheder, men begge gange trak
"Smørhånd" en klasseredning op af hatten. Mod
slutningen af kampen fik gæsterne korrekt annulleret et mål for
offside. Det var den sidste farlige aktion i kampen, som vi noget
ufortjent endte med at tabe 1-3.
Med nederlaget mod Aabyhøj, har vi nu tabt de første 2 kampe i
den nye sæson. Det er vores værste start siden 2011, men når man
som os, mener at have fortjent 4 points i stedet for 0 efter de
første to kampe, så kan vi godt gå ind til næste uges kamp mod
Lyseng med hovederne holdt højt. På et tidspunkt skal det nok
lykkes at lukke ned for de bløde mål og få scoret på vores
chancer.
Efter kampen blev en hårdt arbejdende Jan
Christensen kåret som Man of the match med 4 stemmer, i
hård konkurrence med Kim Rafn (3), Anders
"Anke" Rasmussen (2), Klaus Rafn (2) og
Simon Schiølin, Morten Bang og
Peder Soelberg med 1 stemme hver.
Næste hjemmekamp er om to uger (5. september), hvor modstanderen
er en af de andre oprykkere HEI.
Truppen mod Aabyhøj:
På mål: "Smørhånd"
I forsvaret: "Mik Mak", Hagelqvist, Schiølin og Klaus
Rafn
På midtbanen: "Anke", Soelberg, Bang og Jan
Christensen
I angrebet: Kim Rafn og "Store"
På bænken: "Mini" og Brygger
Cheftræner: "Carlos"