Tabte ufortjent points til suverænt tophold

Det var på papiret tæt på at være den stærkeste opstilling Cheftræner Jesper "Carlos" Stenbroen kunne ønske sig, til kampen mod det suveræne tophold fra IF Lyseng. Aftenens modstander havde vundet det første opgør 2-1 på hjemmebane, så vi vidste det ville blive en svær kamp. Vi kom dog ind til kampen, med et par rigtig gode resultater fra de første to kampe efter vinterpausen, så vi havde et håb om, at vi kunne presse et resultat ud af kampen på Vibe Arena her til aften.

 

Nøjagtigt som i det første møde mod IF Lyseng, begyndte vi bedst, og havde god kontrol over spillet. Allerede inden for de første 5 minutter havde vi 3 afslutninger mod mål. Alle 3 manglede dog kvalitet. Jacob Hansen havde 2 forsøg der mest af alt mindede om tilbagelægninger, mens Peder Soelberg havde et vildt hug der strøg 6-7 meter over mål, og var tæt på at baldre en rude på HH Skolen, på den anden side af vejen [lettere overdrivelse kan forekomme]. Trods et lettere overtag i spil og chancer, lykkedes det os ikke at lukke ned for gæsternes angreb. Der var et anderledes drev over IF Lysengs angreb, og det virkede som om de ville blive farlige hver gang. Efter 4 minutters spil faldt en Lyseng spiller om i feltet, med appeller for straffespark til følge, men dommeren så ingen "kriminel" handling, og spillet fik lov at fortsætte. 

 

Vi fortsatte med at have kontrol over bolden, men vi havde svært ved at komme igennem til de helt store chancer. Gæsterne stod godt i forsvaret, og ethvert forsøg på indlæg blev headed væk af deres store midterforsvarer. Vi var derfor nødsaget til at forsøge os fra distancen, og efter 11 minutter fik Jacob Hansen sin 3. afslutning sendt afsted. Der var dog ikke mere fart på end ved de første 2, så den fik vi heller ikke noget ud af. Efter 14 minutters spil fik Hansen meget bedre træf på bolden, men desværre blev den kvalificerede afslutning sparket lige på målmanden. 

 

Vi blev straffet for vores manglende effektivitet foran mål efter 16 minutters spil. Forsvaret tog sig en ordentlig blunder efter et indkast i venstre forsvarsside. Bolden endte i modsatte side af feltet, hvor en hård tværbold blev mødt ved modsatte stolpe, og nemt skubbet i nettet til 0-1, helt upresset og uden chance for Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet. Målet ændrede ikke det store i spilfordelingen. Vi fortsatte med at flytte bolden godt rundt, dog uden de nødvendige temposkift omkring den sidste tredjedel, som var nødvendige for at trævle forsvaret op. Igen måtte vi ty til langskud fra kanten af feltet, men angriberne havde slet ikke fået indstillet fodtøjet til at ramme mål. Et godt eksempel på dette kom efter 30 minutters spil, da vi endelig kom frem til en afslutning inde i feltet. Morten Bang fik serveret bolden 2 meter fra målstregen, og havde et overflødighedshorn af mulige måder han kunne afslutte (og score). Han valgte at sætte vristen på bolden, og med appel sparke den 4 meter overmål, i samme retning som Peder Soelberg 25 minutter tidligere. Denne gang dog uden fare for vinduerne på HH skolen. Vi skulle helt frem til halvlegens sidste minut, før vi fik vores første hjørnespark i kampen. Det fik vi dog lige så lidt ud af, som de mange afslutninger og spilovertag vi havde haft hele halvlegen.

 

Der blev rokeret lidt rundt i pausen, hvor bl.a. Kim Rafn kom ind i angrebet sammen med Morten Bang. Allerede 2 minutter inde i halvlegen brød en anden indhopper - Martin Bøjer - godt igennem i venstre side og fik afsluttet. Hans skud blev dog blokeret, og selvom han kom først på riposten, fik Kim Rafn så dårligt træf på bolden, at afslutningen ikke nåede at blive farlig. Minuttet efter var Kim Rafn igen på spil, men denne gang blev han tacklet i skudøjeblikket og chancen løb ud i sandet [eller rettere gummigranulatet på kunstgræsbanen]. I momentet efter Kims chance, kom Peder Soelberg i nærkamp med en Lyseng spiller, og dommeren takserede de to spilleres opførsel i og omkring situationen til et gult kort og 10 minutter på bænken til hver. 

 

Kampmønstret var det samme som i første halvleg. Vi så klart mest til bolden, men havde for lidt tempo fremad banen. Vi leverede også en af de der kampe, hvor afleveringerne alt for sjælendt sad lige i skoen på en medspiller, hvilket skabte nogle farlige situationer den anden vej i form af omstillinger. Selv om vi havde overtal i omstillignerne, virkede gærsterne bare som om de kunne få en farlig chance ud af ingenting. Heldigvis havde de heller ikke en af de bedste dage, når den sidste afgørende aflevering skulle slåes, så vi slap med skrækken ved flere lejligheder. Vi slap også for endnu et gult kort mod slutningen, da Michael "Mik Mak" Hertzum Krattet lidt for nemt blev rundet af en modstander, og han efterfølgende holdt lidt for godt (og længe) fat i arm og trøje på Lyseng spilleren. Dommeren så ingenting, og "Mik Mak" kunne gøre skaden god igen ved at bryde angrebet.

 

I den afsluttende fase af kampen, intensiverede vi trykket for en udligning. Efter 55 minutters spil fik IF Lyseng hjælp fra overliggeren, da Morten Bang sendte en kvalificeret afslutning ind over gæsternes målmand. Efter 59 minutter lagde Martin Bøjer en milimeter præcis bold ind i feltet til Morten Bang. Han fik afsluttet mod fjerneste stolpe, men en godt spillende målmand fik parreret skuddet. Riposten landede dog ved Kim Rafn, som denne gang fik sendt bolden i nettet og en forløsende scoring til 1-1

 

Efter udligningen pressede vi hårdt på for at få alle 3 points. Cheftræner Jesper "Carlos" Stenbroen valgte at skifte en forsvarer for en angriber, for at holde tryk og momentum oppe omkring gæsternes forsvarszone. Det var lige før det gav pote, da Morten Bang efter 66 minutter trykkede et hårdt skud af mod mål. Igen fik gæsterne hjælp fra målrammen, da skuddet prellede af på stolpen. Tættere på kom vi ikke, og vi måtte for anden uge i træk nøjes med 1 point mod et tophold, efter at have domineret størstedelen af kampen. Med det uafgjorte resultat fik vi dog sat en stopper for IF Lysengs imponerende stime med 9 sejre i træk inden aftenens kamp.

 

Kampens spiller blev Jesper "Benner" Bendix med 4 stemmer ud af 15 mulige. De øvrige stemmer blev fordelt på Martin Bøjer (3), Klaus Rafn (2), Christian Hagelquist (2), Michael "Mik  Mak" Hertzum Krattet (2), Jesper "Smørhånd" Kjærskov (1) og Jan Christensen (1).

 

Truppen mod IF Lyseng:

 

På mål: "Smørhånd"

I forsvaret: "Mik Mak", Hagelquist, "Benner" og "Mini"

På midtbanen: Møller, Christensen, Soelberg og Klaus Rafn

I angrebet: Bang og Hansen

 

På bænken: "KD", Bøjer og Kim Rafn

Cheftræner: "Carlos"

Sponsorer
DIS
Støy
Carlsberg
Rafn Isolering
Indkom
MV Food
Rafn Tømrer
Din Tøjmand - Claus Hvass

Fun fact...

IF Lyseng havde vundet 9 kampe i træk, inden aftenens kamp på Vibe Arena

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor