Tophold hjulpet igang af selvmål

Som om udekampen mod HEI ikke var svær nok i sig selv, så var hjemmeholdet blevet forstærket med Tommy Bechman siden vi tabte 1-3 hjemme i efteråret. Selv havde vi (igen) haft svært ved at stille fuld trup, men fik dog en fuld bænk i 11. time. 

 

Som forventet var det HEI der dominerede spillet fra første fløjt. Vi havde svært ved at etablere noget på deres banehalvdel, og fik vi sendt indlæg i feltet, så blev de nemt afværget af forsvaret. I den anden ende gjorde vi det nemt for HEI at komme frem til de store chancer. Efter 10 minutters spil blev en skidt tilbagelægning fra Jesper Hansen til en stor chance for hjemmeholdet, som de dog brændte på det skamligste. 5 minutter senere kom HEI igen frem til en kæmpe chance, men denne gang fik Jesper "Smørhånd" Kjærskov afværget med en signatur-fodparade.

 

Vores første afslutning kom efter 16 minutter, da Claus Møller fik sendt et skud mod mål. Det udfordrede dog ikke hjemmeholdets målmand. Vores egen målmand blev til gengæld udfordret på hans spil med fødderne, som han selv havde udtalt inden kampen var "stærkt undervurderet". Vi havde holdt stand i 25 minutter, da en flad tilbagelægning fra Peder Soelberg tog en knold lige foran "Smørhånd", der havde lagt an til at cleare bolden, selvom der ikke var pres på fra hjemmeholdet. I stedet for en befrier, blev der sparket et komisk hul i luften, og bolden rullede i mål til 1-0. Vi har lavet 10 selvmål i 260 kampe, men dette var det første i 4 år, og var det der skulle til for at HEI kunne få hul på bylden.

 

2 minutter før pausen gik det galt igen. Denne gang var det dog et veludført angreb i venstre side, der endte med et indlæg til forreste stolpe, hvor en angriber kunne styre bolden i nettet til 2-0.

 

Vi havde stadig mere end svært ved at etablere noget fremad banen, selvom vi fik mere plads midt på banen efterhånden som kampen blev mere fremskreden. HEI lukkede dog endegyldigt kampen midt i 2. halvleg, da de kom igennem på højrekanten og fik lagt et indlæg på kanten af de lille felt, som sikkert blev prikket i nettet til 3-0, som også blev slutresultatet.

 

En hårdt kæmpende Klaus Rafn fik 9 af 14 stemmer om Man of the match, mens Peder Soelberg og Jesper Hansen fik 2 hver og Jesper "Smørhånd" Kjærskov fik en enkelt stemme for indsatsen de første 25 minutter, hvor han kandidaterede til at vinde Man of the match inden selvmålet.

 

Truppen mod HEI:

 

På mål: "Smørhånd"

Forsvar: "Mini", "Benner", Andersen og Hansen

Midtbane: Møller, Soelberg, "Anke" og Klaus Rafn

Angreb: Bygballe og Kim Rafn

 

Bænken: "Store", "Jaap Stam" og Hagelqvist

Cheftræner: "Store" og "Mini" stod for det taktiske i "Carlos's" fravær

 

 

Sponsorer
First 27
Claire
Sportigan
Euro-Vent
BrandIT
Boshop
FuturaData

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor