Det var ikke det grønne græs, der prydede E. Trasborg Park i
Hinnerup, da ASA kom besøg som det første hold efter vi vandt
Kredsmesteskabet sidste uge. Banen var tværtimod så knastør, at man
med rette kunne være nervøs for glidende tackilinger - ikke fordi
det ville give hudafskrabninger, men snarere fordi for meget
friktion måske kunne antænde det tøre græs. Seneste møde ude mod
ASA endte i lidt af en målfest, da vi vandt 6-4. Spørgsmålet var om
vi kunne gentage den effektivitet foran mål her til aften.
Tempoet i kampen var ikke tårnhøjt fra start. Vi holdt godt fat
i bolden i den indledende fase, men var slet ikke direkte nok i
vores spil, til at skabe de helt store chancer. Det var tydeligt at
ASA havde oprustet siden sidst, og havde noget mere at skyde med
fremad banen, men heller ikke de havde meget held til at omsætte
gode opspil til afslutninger. Vi skulle helt frem til kampens 16.
minut, før vi fik første afslutning inden for målrammen, da
Morten Bang kom på skudhold, og fik testet
gæsternes målmand.
Kampens første scoring kom efter 19. minutter. Et langt udspark
fik lov at ramme jorden foran Christian
Hagelqvist, som blev omrumblet af det høje opspring, og
bolden hoppede hen over hovedet på ham. En af ASA's frontløbere var
hurtigt over den løse bold, og fangede målmand Jesper
"Smørhånd" Kjærskov på mellemhånd. Med et elegant lob
kunne han bringe gæsterne foran 0-1. En
chance og en scoring der opstod ud af ingenting.
ASA's glæde over føringsmålet var dog kortfattet. Blot 1 minut
senere fandt Kristian "KD" Drachmann den altid
målfarlige Morten Bang på grænsen til offside.
Bang havde ingen problemer med at løbe fra
forsvaret, og alene med en ellers velspillende målmand, gjorde han
kort proces, og bankede sikkert bolden i nettet til
1-1. Spillet bølgede meget frem og
tilbage efter udligningen, men igen uden at der blev skabt de helt
store chancer, og holdene kunne gå til pause i remis.
Vi startede også 2. halvleg bedst, og kom efter 11 minutter
foran2-1. Igen var Morten
Bang i afslutterens rolle efter en super pasning fra
Jesper "Mini" Lauridsen. Bang
måtte denne gang arbejde lidt hårdere for at komme på skudhold, men
fik rundet forsvaret og sparkede igen bolden sikkert i mål.
Efter føringsmålet blev spillet trykket længere ned på vores
bane. Det var en blanding af at ASA begyndte at bide mere fra sig i
jagten på udligningen, og at vi stod med et lavere udgangspunkt,
for at forsvare det ekstra tryk. Når vi var i boldbesiddelse var vi
dog gode til at trække tempoet ud af kampen, og der gik til tider
Real Madrid taktik i den, da vi ved enkelte lejligheder flyttede
bolden rundt i egne række, helt nede fra egen baglinje. Det lokkede
selvfølgelig ASA længere frem på banen, og gav os nogle gode
muligheder for hurtige omstillinger.
Trods høj intensitet i slutfasen, så var det ikke store chancer
eller mål der skabte drama de sidste 10 minutter. Det var snarere
frustrationsfrispark og gule kort der prægede afslutningen på
kampen. Først får vi skraldet to angribere i samme angreb, hvilket
kaster et gult kort af sig. Vi får dog et kort med i samme
ombæring, da Christian Hagelqvist ytrede sig lige
lovlig kraftigt over frisparkene, mens han løb over en halv
banelængde mod dommeren. Minuttet senere Var den igen gal med en
sen tackling, og igen blev det takseret til gult kort af dommeren.
Kampens sidste handling var endnu et gult kort. Det fik
Peder Soelberg, da han i fuld overbevisning om at
han skulle have et frispark, der blev givet den anden vej, ikke
ville slippe bolden. Et vanvittigt gult kort langt inde på ASA's
banehalvdel.
Kampen endte 2-1, hvilket var vores
mindste sejrsmargin denne sæson, men som mere end noget andet var
retvisende for hvor jævnbyrdige de to hold havde været. Sejren var
vores 12. i træk, og vi har fortsat ikke sat points til i hele
2018. Vi skal faktisk 266 dage tilbage for at finde seneste kamp vi
ikke har vundet.
Efter kampen blev Morten Bang kåret som kampens
bedste spiller med 7 stemmer. Der var mange der kæmpede en vis del
ud af bukserne, men Bangs 2 mål vandt kampen for os. De øvrige
stemmer gik til Jan Christensen (4),
Michael "Mik Mak" Krattet (2), Simon
Schiølin (1) og Jesper "Mini" Lauridsen
(1).
Truppen mod ASA:
På mål: "Smørhånd"
I forsvaret: "Mik Mak", Hagelqvist, Schiølin og
Motzfeldt
På midtbanen: "Mini", "KD", "Anke" og Jan C.
I angrebet: Kim Rafn og Bang
På bænken: "Store", Klaus Rafn og "Soelberg
Cheftræner: "Carlos"