På en kold aften i Lystrup, hvor vinden fik frit spil til at
blæse 10-11 sekundmeter på tværs af banen, åbnede vi den nye sæson
mod et hold vi hidtil ikke har tabt til. Vi blev dog mødt af et
hjemmehold uden ret mange gengangere fra vores seneste to indbyrdes
kampe, så både styrkeforhold og vindens rolle i kampen var
nogle af de ubekendte faktorer inden kampen startede.
Vi lagde rigtig flot ud, og havde fint kontrol over spillet i
den drilske vind. Vi havde relativt let ved at komme igennem over
kanterne, og havde to gode chancer ved 75 kamps
jubilaren Christopher "Dolfi" Eis og
Peder Soelberg indenfor de første 5-6 minutter.
Den sidste skarphed i afslutningerne manglede dog.
I den anden ende havde målmand Jesper "Smørhånd"
Kjærskov en meget stille start på kampen. En enkelt
tåhyler fra 20 meters afstand, var det tætteste Lystrup kom på
mål i indledningen. Efter 14 minutters spil kom de dog foran
1-0 på deres anden afslutning i kampen.
Der opstod lidt for meget plads på kanten af feltet i vores venstre
forsvarsside, og et relativt blødt spark op i vinden, hen over
hovedet på venner og fjender, endte med at snige sig i mål ved
fjerneste stolpe. Stik mod spil og chancer var Lystrup kommet
foran.
Vi fortsatte med at dominere spillet efter scoringen, og kom
også frem til flere store chancer. Ind ville bolden dog ikke, og vi
måtte gå til pause bagud med et enkelt mål. Moralen var dog høj, da
vi havde følelsen af at have kampen under kontrol.
Vi lagde også bedst ud efter pausen. Godt 5 minutter inde i
halvlegen kom Klaus Rafn frem til en god
afslutning efter et hjørnespark, men bolden strøg lige forbi mål.
Bare 3 minutter senere fik Jacob Hansen tilkæmpet
sig et straffespark. Han tog selv ansvaret for at tage
straffesparket, men målmanden fik lappen på bolden nede ved den ene
stolpe, og vippede bolden forbi mål.
Vi lod os ikke slå ud af de mange brændte chancer, og havde
stadig fint styr på begivenhederne. Efter 55 minutters spil tog
Peder Soelberg et rigtig godt rush nedad
venstrekanten og lagde et skarpt indlæg til bageste stolpe. Her kom
Kim Rafn først på bolden, men hans afslutning blev
blokeret. Riposten forsøgte Jacob Hansen at heade
i mål, men afslutningen røg lige forbi stolpen.
Efterhånden som vi intensiverede presset, og kræfterne begyndte
at slippe op, blev vi mere og mere sårbare mod omstillinger. Med
bare 13 minutter igen af kampen blev vi fanget i en omstilling, som
hjemmeholdet meget kynisk fik omsat til en
2-0 scoring. Det var startskuddet til en
vanvittig afslutning på kampen, hvor vi gik helt i opløsning og
returløb ved omstillinger var ikke-eksisterende.
Efter 63 minutters spil blev vi igen fanget med for mange mand
foran bolden, og uden konsekvens i forsvarsspillet havde Lystrup
igen alt for nemt ved at komme fem til endnu en scoring. Målet
til3-0 blev bare minuttet efter suppleret
med endnu en scoring til 4-0, hvor
forsvaret igen var overladt til sig selv i en omstilling. Det var
dog tydeligt at se at gejsten forlængst var forsvundet, for der
blev kigget mere bold en markering ved det fjerde mål.
Christian Hagelqvist blev efterfølgende
præsenteret for det gule kort. Han var ikke udpræget enig med
dommeren i situationen, hvilket altså kostede han pladsen på banen
de sidste minutter.
I kampens næstsidste minut fik vi endelig held med en af vores
mange afslutninger. "Dolfi" fik lagt en milimeter
præcis aflevering hen over hovederne på hjemmeholdets forsvar, og
lige i fødderne på Jacob Hansen. I en situation
der mindede meget om den der førte til straffesparket, vendte
Hansen rundt om sin direkte modstander og sparkede bolden i nettet
til4-1. Meget symptomatisk for kampen fik
Lystrup dog scoret det sidste mål, da de bare minuttet efter vores
reducering satte det sidste søm i kisten med 5-1
målet.
Kampens resultat var på ingen måde retvisende for holdenes
styrkeforhold, men mere et udtryk for den manglede skarphed i
afslutningerne vi havde,og den kynisme Lystrup udviste på deres få
chancer. Det er heldigvis sjældent set af vi på den måde knækker
sammen i den afsluttende fase af en kamp, så vi må op på hesten
igen. I næste uge venter en ny opgave, hvor der igen skal spilles
om 3 points.
Peder Soelberg blev kåret til kampens bedste
spiller med 5 stemmer. De øvrige stemmer blev fordelt på
Jesper "Mini" Lauridsen (3), Kasper
"Poppe" Andersen (2), Klaus Rafn (1),
Simon Schiølin (1), Christian
Hagelqvist (1), Christopher "Dolfi" Eis
(1) og endelig Otto Motzfeldt som blev belønnet
for sin fineste indsats indtil nu for Danmarks mest velgørende
fodboldhold, med hans første stemme.
Truppen mod Lystrup:
På mål: "Smørhånd"
I forsvaret: "Mik Mak", Hagelqvist, Schiølin og Motzfeldt
På midtbanen: "Mini", "Poppe", Klaus Rafn
og Soelberg
I angrebet: Hansen og "Dolfi"
Bænken: Kim Rafn, "Baule" og "Benner" (ikke brugt)