Stærk afslutning tæt på at give point mod bedre hold

Aftenens kamp mod Skødstrup var det 10. indbyrdes møde, og vi har mildest talt haft det svært med netop aftenens modstander de seneste par år. Vi skal 3 år tilbage for at finde den seneste sejr, mens Skødstrup har vundet de seneste 4 kampe ret overbevisende.

 

Fra start i aftenens kamp så det ud til at blive en gentagelse af de seneste par møder med Skødstrup. Gæsterne gav os meget lidt plads til at spille på, hvilket pressede os til at lave utrolig mange dårlige afleveringer, og vi havde meget svært ved at etablere vores spil frem ad banen. Omvendt lagde Skødstrup et tungt pres på os, og efter bare 8 minutters spil kom de foran 0-1, da en flad tværbold til kanten af det lille felt blev sparket i nettet af en helt umarkeret angriber. Bare 6 minutter senere fik gæsterne straffe, da Morten "Jaap Stam" Søndergaard, ifølge dommeren, kantede en Skødstrupspiller inde i feltet. Straffesparket blev sikkert eksekveret, og vi var nede med 0-2, uden at have testet gæsternes målmand en eneste gang.

 

Vi skulle helt frem til det 18. minut før vi første gang testede målmanden i Skødstrups mål, men et forsøg fra Jesper Lybye på at lobbe bolden over ham, endte med at blive for kort, og bolden blev sikkert grebet. Skødstrup havde på dette tidspunkt stadig kontrol over kampen, og med 10 minutter tilbage af halvlegen fik de endnu en kæmpe chance, som reelt set skulle have lukket kampen. Men i en lignende situation som gav gæsterne det første mål, fik Jesper "Smørhånd" Kjærskov revanche fra scoringen med en feberredning i en 1-mod-1 situation tæt under mål.  

 

Vi skulle dog få lidt at glæde os over lige inden pausefløjt. Efter lidt småspil udenfor Skødstrups felt, fik Jesper Lybye lagt bolden af til Morten Bang, som resolut afsluttede mod mål, og fra 20 meters afstand bankede han bolden forbi en sagesløs målmand til 1-2. Der var nu åbnet en dør på klem for et comeback i 2. halvleg.

 

Starten på 2. halvleg lignede hovedparten af 1. halvleg. Skødstrup styrede kampen, og efter bare 5 minutters spil af halvlegen udbyggede de føringen. Et øjebliks uopmærksomhed i forsvaret gav gæsterne en åben chance foran mål, og bolden blev meget sikkert sparket henover "Smørhånd" og i nettet til 1-3.

 

Efter scoringen begyndte Skødstrup at virke trætte og deres spil blev mere og mere præget af lange bolde ud af egen forsvarszone. Mod slutningen af kampen begyndte vi stille og roligt at få overtaget i kampen. Efter 57 minutters fik vi tilkæmpet os et straffespark. Det satte Christian "Chrølle" Hansen sikkert i nettet til 2-3. Det var "Chrølles" første optræden som Oldboys 35 spiller, som altså blev fejret med en scoring.

 

De sidste 10 minutter af kampen blev et langt pres mod Skødstrups mål. De var kort efter reduceringen blevet reduceret til 10 mand, og vi trykkede på med alt vi havde for at få udlignet. Trods flere gode muligheder, blev det ikke til flere scoringer, og vi måtte erkende at vi led sæsonens første nederlag. Skødstrup var dog det bedre hold, set over hele kampen, så resultatet var fair nok, men med det tryk vi fik lagt mod slutningen, var det alligevel skuffende ikke at få noget med fra kampen.

 

Kampens bedste spiller blev Klaus Rafn (5 stemmer). De øvrige stemmer blev placeret hos Kasper "Poppe" Andersen (3), Jesper Lybye (3), Jesper "Mini" Lauridsen (2), Christian "Chrølle" Hansen (1) og Martin Bille (1).

 

Truppen mod Skødstrup:

"Smørhånd" på mål

"Mini", "Benner", "Jaap Stam" og "Mik Mak" i forsvaret

"Poppe", Lybye, "Chrølle" og Klaus Rafn på midtbanen

Bang og Kim Rafn i angrebet

 

På bænken sad Bille, Soelberg og Schiølin

 

 

Sponsorer
FuturaData
Rafn El
Rene & John Frederiksen
Lej en pølsevogn
Ret & Råd Hinnerup
Sportigan

Vidste du....

at Skødstrup er det eneste hold vi har tabt til 5 gange? - og så er det ovenikøbet 5 gange i træk.

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor