Der var klasseforskel på alle pladser

Høj sol og temperaturer der lå lidt på den høje side af hvad der er behageligt Oldboys-Fodbold-Vejr, var med til at gøre en svær kamp, mod et meget bevægeligt hold, endnu sværere for de gamle HOG drenge.

 

Aftenens modstander fra Stautrup IF havde tidligere på sæsonen slået vores seneste to hjemmebane modstandere, Skovbakken og Aarhus 1900, som havde ydmyget os med hhv. 1-6 og 0-5. Det var derfor ikke de store odds der kunne udbydes på endnu et hjemmebane nederlag i denne kamp.

 

1. halvleg

Vi havde inden kampen aftalt at spille med stor tålmodighed og forsøge at flytte bolden rundt i egne rækker, i stedet for at slå de lange stikninger, som vi ikke havde haft stor succes med i vores tidligere kampe. Den del af oplægget lykkedes også rigtig godt fra starten af kampen, til trods for at vi var oppe mod et hold der var stærkere på alle pladser.

 

0-1

Som det er sket ved flere lejligheder denne sæson, så skulle der kun gå 2 minutter før vi kom bagud 0-1. En bolderobring blev hurtigt vendt til angreb, hvor vores forsvar slet ikke var på plads, og Stautrup spillerne var for dygtige til at udnytte pladsen. Vi lod dem simpelthen komme for tæt på mål, hvor Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet var chanceløs. 

 

Målet var en spand koldt vand i hovedet, for vi var faktisk ganske godt med i kampen fra start. V fortsatte da også med at spille bolden op ad banen efter scoringen, og kom da også frem til afslutninger, som dog ikke rigtig testede Stautrup keeperen.

 

0-2

Efter bare 7 minutters spil var den dog gal igen. Endnu en tabt bold blev omsat til angreb, denne gang over højrekanten. Kantspilleren halvkiksede sit indlæg, som blev en flad bold til forreste stolpe, og her blev der tacklet på afslutningen så bolden tog en overraskende bue hen over "Smørhånd" og i nettet ved bageste stolpe.  

 

Resten af halvlegen fik vi lukket meget bedre af i forsvaret, og Stautrup måtte arbejde hårdere for at komme til chancerne. De kom utrolig tæt på et tredje mål halvvejs inde i halvlegen, da alt for løst forsvarsspil gav en friløber til Stautrups to-måls skytte. Heldigvis blev han presset til en dårlig afslutning, som prellede af på stolpen og efterfølgende blev clearet af Jesper "Mini" Lauridsen.

 

Slutningen af halvlegen havde vi et mindre spilovertag. Vi spillede bolden god rundt, og fik ved flere lejligheder kombineret os ud af Stautrups pres spil. Vi fik også sat kanterne mere i scene, og kom frem til flere kvalificerede afslutninger, som fik testet målmanden noget mere end først i kampen. Der blev dog ikke scoret yderligere i 1. halvleg, som vi godt kunne tage stor ære af - hvis vi ser bort fra de to koks på 5 minutter i starten af kampen.

 

2. halvleg

Efter pausen skulle vi bruge lidt tid til at finde rytmen i spillet igen, mens Stautrup var mere klar fra start, og pressede os godt tilbage på banen.

 

0-3

Der skulle, som i 1. halvleg, bare gå 2 minutter før bolden igen lå i nettet. Igen savnede forsvaret konsekvens, og Stautrup kom alt for nemt frem til afslutning i feltet. "Smørhånd" var igen uden chance for at afværge. Ikke en opimalt start på halvlegen, og dobbelt ærgerligt at vi ikke kunne samle tråden op fra slutningen af 1. halvleg.

 

Efter de værste chok havde lagt sig, prøvede vi igen at komme frem ad banen, dog sadig med sor tålmodighed i spillet. Vi havde mget sværere ved at holde fast i bolden fra start af halvlegen, og meget af spillet blev koncentreret på vores banehalvdel.

 

0-4

Efter godt 50 minutters spil måtte forsvar og målmand igen kapitulere. Efter en tabt bold på midten af banen, fik Stautrup angriberen alt for let løb mod vores mål, trods forsøg på ulovligt at stoppe den lange elegante angriber. Scoringen blev sat usvigeligt sikkert ind, og endnu en øretæve på hjemmebane hang i luften. 

 

0-5

Med 10 minutter igen blev ydmygelsen en realitet, da Stautrup bragte sig foran 0-5. Inden scoringen havde "Smørhånd" ellers vist fine takter i målet, blandt andet med en stor dobbeltredning. Han kunne dog ikke gøre noget for at stoppe Stautrup fra at sende bolden i nettet for 5. gang.

 

Præcist som i 1. halvleg sluttede vi godt af. Vi fik spillet os igennem til flere store chancer, endda helt inde tæt under mål, men afslutningerne stod ikke helt mål med opspillet. Det tætteste vi kom på en scoringen mod slutningen, var Christoffer "Dolfi" Eis' lob fra 30 meter, hvor han både udnyttede at målmanden var langt ude af målet, og at han havde solen i øjnene. Bolden forsvandt simpelthen i solen for målmanden, men uheldigt for os ramte bolden oversiden af overliggeren, og hoppede til målspark.

 

SLUT!

Vi kunne være ganske godt tilfredse med spillet på banen denne aften, men måltavlen viste den reelle klasseforskel på de to hold. Der var aldrig tvivl om udfaldet af kampen, kun hvor stort nederlaget ville blive.

 

Efter kampen blev Klaus Rafn for anden uge i træk kåret som kampens bedste spiller med 5 stemmer. Det var dog i tæt kamp med Mads Thorsen som fik 4 stemmer og Kasper "Poppe" Andersen som fik 3 stemmer. De øvrige stemmer gik til "Dolfi" med 2 stemmer og Mikael "Mik Mak" Hertzum Krattet med 1 stemme.

 

Næste opgave er udekampen mod AIA Tranbjerg, som vi normalt spiller lige op med, men som har haft en rigtig god start på denne sæson. Kampen spilles i Tranbjerg mandag den 16. juni klokken 19.00.

 

Holdet mod Stautrup:

"Smørhånd" - "Mini", "Store", "Jaap Stam", Thorsen - "Mik Mak", "Poppe", Klaus Rafn, Søren A. - Hansen, "Dolfi" 

 

Bænken: Salling-Thomsen, Kim Rafn, Lybye

Sponsorer
Rafn El
Boshop
Favrskov Erhvervscenter

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor