Efter 7 måneders vinterpause, fik vi endelig frigivet
græsbanerne i det Østjyske. Mørke IF stod for værtskabet i denne
første kamp i sæsonen 2013.
Værtsskabsgave efter bare 5 minutter
Glæden ved at komme på græs igen var stor blandt alle spillere,
og faktisk havde målmand Jesper "Smørhånd" Kjærskov taget en
værtsgave med til hjemmeholdet i dangens anledning. Gaven bestod af
et tidligt mål, hvor "Smørhånd" begav sig på det der umiddelbart
virkede som en håbløs skovtur, og som også endte med at bolden blev
lobbet ind over ham til 1-0.
Det skal være sagt med det samme at denne aktion var den eneste
reelle målchance Mørke havde i hele kampen. Efter scoringen satte
vi os 100% på kampen. Kun et meget tykt lag vinterrust stod i vejen
for et hurtigt comeback. Vi så sjældent uskarpe ud på den sidste
tredjedel af banen hele første halvleg, hvor stort set alle
beslutninger taget i afgørende situationer viste sig at være de
forkerte.
Udligning
Efter 25 minutter lykkedes det dog at ramme netmaskerne bag
Mørkes målmand. Jacob Hansen fandt Morten Bang ved foreste stolpe,
og Bang kvitterede med en udlignende scoring.
Resten af halvlegen fortsatte i samme rille som før scoringen.
Vi var meget aktive på Mørkes halvdel, men fik for lidt ud af
overtaget. Halvlegen sluttede 1-1.
2. halvleg
Efter en rodet 1. halvleg virkede det som om det værste rust var
banket af kroppen på de fleste spillere. 2. halvleg blev i
hvertfald en sand ydmygelse af Mørke.
To hurtige scoringer lukkede kampen
Kort inde i halvlegen spillede Kasper "Poppe" Andersen sidste
års topscorer, Morten Bang, fri for mål, og igen blev chancen omsat
til føringsmålet til 1-2. Bare et minut senere ville Kasper
Drachmann også være med i målfesten. Jesper Lybye blev noteret for
assisten til Kaspers scoring til 1-3, som blev sparket tørt ind fra
kanten af feltet.
Udskifterne alle tætte på scoringer
Der var i det hele taget en hel anden spilleglæde at spore på
alle spillere i 2. halvleg. Bolden blev flyttet godt rundt, og
hjemmeholdet blev hurtigt kørt trætte, hvilket gav hurtige
omstillingsmuligheder.
De tre udskiftere blev sat på banen fra start af 2. halvleg, og
de var alle utrolig tætte på at score kort tid efter at være kommet
på banen. Ulrik "Usche" Lind kom ind i angrebet og var uheldig med
ikke at få ordentlig træf på et hovedstød på bageste stolpe.
John "Faxe" Frederiksen kom in på højrekanten, og efter nogle
hidtil usete "brasser-finter" på kanten af feltet, fik han plads
til en afslutning som prællede af på overliggeren.
Jesper "Store" Søndergaard var tæt på at få prikket bolden forbi
Mørkes målmand, efter at have opsnappet en løs bold i feltet, men
målmanden fik vippet bolden udenom stolpen med det yderste af
fingerspidserne.
Ustoppelige Morten Bang
Sidste sæson havde Morten Bang en tendens til enten at score
mange mål i en kamp, eller slet ikke være i stand til at ramme
målet. Der er sjældent en mellemvej. Allerede 10 minutter inde i 2.
halvleg havde han scoret sæsonens første hattrick, da han sparkede
et oplæg fra Kasper Drachmann sikkert i mål til 1-4.
Bang stoppede dog ikke ved de tre mål. Som en sand en-mands hær
fik han udstillet Mørkes forsvar yderligere tre gange inden
slutfløjt, og nåede op på 6 mål i kampen. De sidste tre mål blev
assisteret af henholdsvis "Poppe", Jacob Hansen og Kristian "KD"
Drachmann.
Optimal sæsonpræmiere
Sæsonens første kamp endte 1-7. Det er vores bedste sæsonstart
nogensinde, og det er vores næststørste sejr i "historien". Mørke
havde ikke meget at skyde med i løbet af kampen, så det var et
sandt skydetelt foran hjemmeholdets mål. Med lidt større skarphed
kunne vi let have scoret både fem og seks mål mere, uden at det
ville have været en overdrivelse.
Støtten på sidelinjen var heller ikke overset. Sportsdirektør
Simon Schiølin havde taget turen ud på Djursland for at støtte
drengene på banen, og støtten var helt klart uvurderlig.
Kampens spiller
Det blev ikke overraskende Morten Bang der løb med titlen som
Kampens bedste spiller. Han fik 7 stemmer, mens Morten "Jaap Stam"
Søndergaard fik 3 stemmer. Morten "Muff" Reinholdt og Jacob Hansen
fik hver 2 stemmer og Jesper Lybye fik den sidste stemme fra
holdkammeraterne.
Truppen mod Mørke
"Smørhånd" - "Mik Mak", "Jaap Stam", "Muff", "KD" - Drachmann,
Lybye, "Poppe", Salling-Thomsen - Bang, Hansen
Bænken: "Store" (25 min), "Faxe" (35 min.),
"Usche" (35 min.)