Kampen mod Ry Fodbold havde to mål; 1) vi skulle vaske pletten
fra vores seneste møde væk, og 2) vi skulle følge op på den sikre
1-6 sejr mod Fuglebakken i sidste uge. Til formålet havde vi alle
én af de (på papiret) stærkeste trupper vi pt. kan mønstre med til
Ry.
Sidste uges 4-måls skytte Kim Rafn skulle kun
bruge 2 minutter, fra dommeren havde sat kampen i gang, til at
bringe os foran 0-1. Et præcist slået
hjørnespark fra Jacob Hansen blev dirigeret i
nettet med pandebrasken. Så var vi igang!
Hjemmeholdet fra Ry havde bolden mest efter scoringen, men de
kom ikke frem til chancer. Vi skulle helt hen til det 17. minut før
det havde en afslutning der havde antydningen af at kunne være
farlig. Til gengæld så vi klart mere farlige ud, når vi erobrede
bolden og satte omstillinger i gang. Efter 25 minutters spil
omsatte vi netop sådan en omstilling til mål, da Peder
Soelberg satte en chance op for Morten
Bang, som sikkert blev sparket ind til
0-2.
Sidst vi besøgte Ry var vi foran 0-2 ved pausen, men formøblede
den føring hurtigt fra anden halvlegs start. Det skulle vi undgå
denne gang, og en rigtig fin måde at gøre det på, var at score et
3. mål inden pausen. Faktisk skulle der bare gå 2 minutter fra
Bang's scoring, før Jacob Hansen igen var i
assistmagerens rolle, og Morten Bang igen blev sat
op til en åben målchance, som heller ikke denne gang blev
forspildt. Det lignede en 0-3 føring ved
pausen, men i halvlegens sidste minut fik hjemmeholdet reduceret
til 1-3 på et afrettet skud, som
Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet ikke havde en
chance for at gøre noget ved.
Vi havde fint kontrol over kampen, selvom Ry så meget til
bolden, og vi havde aldrig fornemmelsen af at vi ville komme i
problemer, trods den sene reducering i 1. halvleg. 10 minutter inde
i 2. halvleg cementerede Morten Bang sejren, da
han fuldendte sit hattrick med en scoring til
1-4. En skidt berøring af hjemmeholdets
forsvar first timede Bang sikkert i nettet.
Kampens sidste nævneværdige aktion kom med 10 minutter tilbage
af kampen. Her blev vi tildelt et straffespark, som Jacob
Hansen sikkert satte ind til
1-5.
Morten Bang i hopla med 3 mål var nok til en
stensikker Man of the match med 7 af 13 stemmer. Jacob
Hansen's ene mål og 2 assists gav 2 stemmer, mens
Jesper "Benner" Bendix (2), Peder
Soelberg (1) og Jan Christensen (1) tog
de resterende stemmer.
Truppen mod Ry Fodbold:
På mål: "Smørhånd"
Forsvar: "Benner", Andersen og Klaus Rafn
Midtbane: Møller, Soelberg, Christensen, "Mini" og
Hansen
Angreb: Bang og Kim Rafn
Bænken: "Store" og "Anke"
Cheftræner: "Store" og "Mini" tog tøjlerne i "Carlos's"
fravær